Afrika i øjenhøjde

Der er en Shangaan legende, der bedyrer, at har man én gang hvilet sig under, eller i skyggen af, et baobabtræ, så risikerer man en hypnotiserende og fængslende besværgelse og er fanget af Afrika for evigt. Det er jeg ganske enig i, det er i hvert fald den letteste forklaring, når man bliver spurgt, hvad det er, der gør, at man returnerer til kontinentet gang efter gang.

Første gang jeg sad under et Sydafrikansk baobabtræ var i 2004. Jeg var på antilopejagt. Mødet med træet, med vildtet og med jagten dernede gjorde, at jeg derefter vendte tilbage til den sydlige del af Afrika mange gange. For at gå på jagt. Efter mange besøg og flere antiloper senere kunne jeg konstatere, at jeg havde et behov for at få hovedet op fra under armen og selv være aktiv deltager på det mere brede og mere vidende plan. Sulten efter at lære mere, ganske enkelt, om bushen jeg gik i, fuglene jeg så, sporene jeg mødte, træerne jeg hvilede mig under (udover baobab’en).

Det har resulteret i flere besøg uden riffel. Jeg bar i hvert fald ikke én. Til fods i bushen, Sydafrika og Botswana, boende i telt, sovende på Afrikas røde jord, i sovepose og med bålvagt. Hvor jeg har lært en masse af det jeg gerne ville. Hvor jeg har haft ligeså mange spændende og adrenalinpumpende oplevelser, som på mine jagter. Hvor mine oplevelser er blevet delt med mennesker, der ikke er jægere, men som jeg, blev betaget og ramt af den afrikanske feber.

TIL FODS

Min seneste, men ikke sidste, tur til fods i bushen fandt sted i marts 2009. Området, som jeg og min lille gruppe gik i, er beliggende i den aller nordligste del af Kruger National Park i Sydafrika. Det er et område der tilhører Makuleke folket, på ca. 24.000 ha., grænsende til Zimbabwe og Mocambique. Det er ikke tilgængeligt for offentligheden, men kun for gæster der bor i én af de to camps området har. Selve Kruger National Park er omkring 2.2 mil. Ha., men 75 % af Krugers arter findes i Makuleke området, over 400 forskellige fuglearter og over 100 arter pattedyr. Området er kendt for sine store bestande af elefant og bøffel. Det skulle vise sig at passe.

Vi var 5, alle havde tidligere besøgt Sydafrika, men aldrig prøvet denne model, nemlig at begive sig til fods igennem bushen, 10-15 km. dagligt og overnatte i telt et forskelligt sted hver nat. Ikke noget med gamedrives i åben bil, dette skulle foregå i øjenhøjde. Vores første dag, som startede kl. 0600, sendte os lige fluks i armene på adskillige bøffelflokke. Området havde fået mere regn i januar og februar dette år, end de fik i hele 2008, så græsset gik de højeste af os til armhulerne, de laveste til pandehåret. I spidsen gik en FGASA (Field Guide Association of South Africa) uddannet samme, bærende en .458, som var proppet til randen med solids. Lige bagefter ham en lokal tracker, og så fulgte vi.

At gå fra A til B lyder nemt, men når man skal gå i ottetaller, tilbage, til siden, rundtom, for at undgå surt udseende bøfler, tja, så bliver det hurtigt en lang tur. Der var bøfler overalt. Liggende, stående, fouragerende, galoperende, en enkel ret imod os, med kalv ved fod. Det udløste både en riffel, der blev ladt hurtigere en Lucky Lukes skygge gør, samt et brøl, der heldigvis sendte hende og kalven tæt forbi os. Og således blev dagens gåtur til 16 km. I temperaturer på 27-29C. Men det var en fin tur og vidunderligt at se blandt andet nyala, zebra, flodhest, krokodille, kudu, vortesvin og de allestedsnærværende bøfler og elefanter. I øjenhøjde.

At ankomme til lejren, med de opsatte tomandstelte, var en fornøjelse ud over det sædvanlige. I takt med vi pakkede fødderne ud, gled de kolde øl ned. Bålet blev tændt, vandet varmet, og i løbet af kort tid stod vi under det mobile brusebad og vaskede dagens sved, anstrengelsens og angstens, af os. 
Middagen blev lavet på bålet og nydt i skæret derfra. At gå til ro i sit telt med alle Afrikas nattelyde omkring sig kan ikke beskrives, men er noget der skal opleves.

TÆT PÅ

Næste dag bød på ligeså mange spændende oplevelser. Turen viste sig at blive lidt længere, sådan rent kilometermæssigt. Vi gik igennem storslåede områder, en tur til Crooks Corner, stedet hvor Luvuvhu og Limpopo floderne mødes, hvor Zimbabwe og Mocambique kan beskues fra den sydafrikanske bred. Med et utal af flodheste og krokodiller i floderne. Igennem baobab skove, henover Limpopo tørflods områder, henover højderygge, igen for at undgå bøfler. En stor gammel bøffeltyr iagttog os, da vi krydsede et åbent område, og virkede ret nysgerrig. Da han begyndte at komme ret imod os, ja så fortrak vi opover det mere kuperede terræn.

På et tidspunkt står vi samlet og holder en lille pause. En af deltagerne peger ud i det blå, og kommer med bemærkningen ”der står noget stort”, hvilket i høj grad viste sig at passe. To elefanttyre tager sig en lur i middagsheden, og medmindre vi var stoppet netop på dette tidspunkt, ja så var vi gået lige op i rumpen på dem. Gud ved hvem der var blevet mest forskrækkede?

Endnu en detour, som bragte os op på en højderyg, hvor vi holder frokost pause, (under et baobabtræ). Det er samtidigt tydeligt deroppefra, at vores planlagte vej til campen, umuliggøres af en stor flok bøfler. Så der skal endnu et sidespring til for at nå frem. Det foregår igennem mopaneskov, som vores camp også viser sig at ligge i. Lige præcis denne aften, under middagen, lytter vi til løvebrøl, og instinktivt rykker vi alle stolene tættere til bålet.

Tredje dagen marcherer vi alle ud lidt over skes. Bærende som sædvanligt på snackpacks, frokost og adskillige liter vand. Det er varmt. Der er planlagt en rute igennem Hutwini kløften. Inden vi når så langt, møder vi hæren. Som viser sig at være Kruger National Parks gamerangers. Bærende på nogle temmelig tunge våben, men de er meget venlige og imødekommende. Der foregår en evig konflikt imellem krybskytter og netop disse parkens og vildtets vogtere. En stor succeshistorie på alle områder, undtagen for krybskytterne.

Da vores kondition viser sig at være over middel, tilbyder vores trailsguide os en lille detour, som kun går opad. Udsigten, da vi når toppen, overdøver trængslerne, men helt populær er jeg ikke, jeg glemte at spørge de andre, før jeg sagde ”ja” til at bestige bjerge.

Så er det tid til at forcere slugten. Det er vores store held vi har foretaget den lille detour, fordi fem minutter før, vi kommer til slugtens smalleste sted, møder vi en flok på 10 elefanter. Matriarken, som har en meget lille kalv ved fod, tilkendegiver tydeligt, at hun ikke er glad. Der bliver taget bestik af situationen henover korn og kærv. Heldigvis er matriarken meget besindig, og flokken fortsætter hurtigt, alt imens vi bliver gelejdet i sikkerhed.

Efter 11 km. denne dag, når vi frem til vores lejr, hvor teltene er rejst under mægtige anatræer ved Luvuvhu floden. Der er rigeligt at tale om og masser at skrive i dagbogen. Maden smager forrygende, rødvinen endnu bedre. Månen er én dag fra fuld og lyser op igennem løvet. Det bliver ikke meget bedre.

Den sidste dags traven foregår henover mere eller mindre åben slette mod Hutwini bjerget, derefter følger vi en bøffelveksel de sidste 8 km. til Pafuri Camp, som er hovedcampen, beliggende ved Luvuvhu floden. Teltene her er ganske anderledes. De er store og luksuriøse, med egen terrasse, hævet over jorden og med den mest fantastiske udsigt. Da vi på linie marcherer ind i Pafuri Camp, er det med en vis stolthed og et spontant bifald til Walter og Masuko, vores tracker. Med meget lært, meget set og massevis af oplevelser. Hvor intensiteten omkring de små ting ligger godt i maven. Det smager og det behager at ha´ tid til det med småt. 

Jytte

01-03-2015 :
01-03-2015 :
21-05-2012 :
07-05-2012 :
03-05-2012 :
03-05-2012 :
21-10-2011 :
17-10-2011 :
21-03-2011 :
:
02-07-2014 :
12-09-2013 :
:
:
African Dreams | www.africandreams.dk | cell: +45 40 54 85 51 | mail: jytte@mejnertsen.dk
Design af Webtemplet | Umbraco CMS