På elefantjagt i Zimbabwe

På elefantjagt med Charlton McCallum Safaris, Zimbabwe
med Professionel Jæger Alan Shearing
 
 
IMG_2223.JPG
Elefantjagt i Zimbabwe - På jagt efter hunelefant uden stødtænder.
Det smukke land og dets venlige indbyggere bød igen velkommen i august i år. Målet med denne tur var at nedlægge en elefant uden elfenben, en såkaldt tuskless. Landet har en stor elefantbestand, og elefanten er ikke, som flere fejlagtigt tror, en truet art. Den største trussel for dette store dyr er en markant mangel på plads, da der bliver flere og flere mennesker, også, og måske især, på det afrikanske kontinent, og da de ikke kan leve i venlig samhørighed, er det både godt for befolkningen, samt elefanterne, at der bliver udstedt licens til afskydning af nogle.
3 % af elefantbestanden gror ikke stødtænder, og langt de fleste af disse er hunelefanter.
Der er forskel på jagten på tuskless, og jagt på tyr med stødtænder. Som nævnt er en tuskless oftest en hunelefant, og da disse altid færdes i flokke, i modsætning til de store tyre, kræver det, at man, og det vil sige ens professionelle jæger, trackerne og jægeren selv, kommer tæt på gruppen. Der skal vurderes og undersøges, om der findes en tuskless i flokken, og i fald der gør det, om hun er gammel nok (minimum 15 år) til afskydning, og ikke har en kalv ved fod.
Hun elefantflokke er kendt for deres manglende humor, deres let antændelige temperament og korte lunte. Der er ofte flere mindre kalve i en sådan flok, og beskyttelsen af disse har høj prioritet.
Mødet med en vred elefant er noget af det mest opmærksomhedskrævende jeg kan komme i tanke om. Jeg har aldrig været på elefantjagt før, men jeg er stødt på dem under andre omstændigheder, til fods i Botswana og den allernordligste del af Krüger National Park i Syd Afrika. Jeg har meget stor respekt for elefanter.
Egen riffel var medbragt (læs artiklen:  At rejse med riffel til Zimbabwe ), min ammunition bestod af Barnes Banded Solid fra Norma. Riflen er en Sako.375 H&H, kaliber minimumskrav til jagt på elefant i Zimbabwe. Min kikkert en Schmidt & Bender 1.5-4x20 rødpunkt, en perfekt kikkert på alle mulige måder, især her, fordi den kan skrues ned, og jeg kan skyde med begge øjne åbne, når det kræves. Elefant skydes på tæt hold.
Området, jeg jagede i, lå 4 timers kørsel nord fra Harare. Det er et National Parks område på over 1000 kvadratkilometer og hedder Makuti. Det er meget kuperet, ufatteligt smukt og i mine øjne det ægte og vilde Afrika. Store bestande af elefant, bøffel, løve og leopard. Et rigtigt storvildtområde, men ikke et område for jagt på Afrikas mere almindelige antiloper. Dem så jeg ikke mange af, selvom der verserede et rygte angående en kudu på over 65 tommer. Det lød, trods alt, for godt til at være sandt, men vi brugte nu en dag på at lede efter ham i området hvor han var set. Fordi hvis nu?
Området husede en stor bestand af sabel antilope, og der blev skudt og bliver skudt nogle store eksemplarer af denne art ud af Makuti.
Mit hjem under jagten var et pænt stort telt, med tilhørende brus og toilet. Der var tag på mit soveværelse, der var ikke tag på mit badeværelse. På grund af de lange dage i felten, stod jeg oftest efter middagen og brusede dagens støv og sved af i skæret fra stjerner og en fuldere og fuldere måne, alt imens hyænerne sang deres specielle, og i mine øre vidunderlige, ”nu skal vi på jagt” sang.
Vi så en del tuskless, men alle, vi kom tæt på de allerførste dage, havde en mindre kalv ved fod og var udelukkede. Den niende dag af min jagt, spottes der af min PH (professionelle jæger), en større flok på toppen af et bjerg. Der er for langt til, at han i sin kikkert kan vurdere, om der er en afskudsbar tuskless i gruppen, så vi kører mod bjerget. For foden af det, Mount Majero, udtrykker jeg mine tvivl omkring min evne til overhovedet at kunne bestige det, men han har vældig mod på at komme til tops for at vurdere flokken, og virker kortvarigt helt døv.
Jeg bliver sat i skyggen af et træ, sammen med 2 trackere, Mplan og Bernard. I løbet af nul komma fem så sover de, alt i mens jeg sidder og vrider mine hænder, fordi det aner mig, at der snart venter en udfordring af den slags jeg egentlig godt bryder mig om, men i dette tilfælde helst er foruden.
Der går en time, så knaser walkie-talkien. På shona, den lokale dialekt. Bernard, min fine lille dygtige tracker taler tilbage, og kort tid efter vender han sig mod mig og siger …”big tuskless”…
Hans engelske er begrænset, men hans smil er smittende, så jeg tygger mig igennem 4 styks druesukker, tømmer en flaske vand, spænder ammo bæltet på, checker riflen og lægger et par rene shorts i Mplans rygsæk. Desuden overlader jeg riflen til Bernard, da jeg er klar over, at jeg aldrig kommer til tops med de ekstra kilo over skulderen.   
Opstigningen begynder. Bernard forrest, så kommer den lidt smånervøse jæger, mig, med Mplan bagved, klar til at gribe (regner jeg med), såfremt jeg får baglæns overbalance. Turen op tager 45 minutter, de rystende knæ jeg var startet opstigningen med, rystede ikke mere. Jeg var ganske enkelt for udmattet til at have angst.
En kort pause, derefter begiver vi os hen over fladt terræn (vi er på toppen), imod Alan, min PH, og alle elefanterne. Ja, der står de. De fleste med ansigtet ret imod mig, bærende det fineste elfenben. Fornemmelsen af at gå fremad rent fysisk, og baglæns, rent mentalt, er udtalt. Kan man ikke blive ”beamet” op som i de gode gamle ”Star Trek” dage?  
Igen får jeg mulighed for en pause, jeg sætter mig på en sten, ikke mere end 30 meter fra en hun elefant, som lykkeligt uvidende om min eksistens, gumler videre. De ser jo ikke så godt, og vinden var lykkeligvis perfekt.
Alan vinker mig frem, og sammen begynder vi at gå nedad på den modsatte side af det bjerg, jeg lige har besteget. Der står hun nemlig nede, min fine store, og skulle det vise sig, meget gamle tuskless. Der er stadig flere elfenbensprydede hunelefanter tæt på, og da jeg kortvarigt sætter spørgsmålstegn ved min PHs tilregnelighed via mit kropssprog, så løfter han et øjenbryn og kigger på mig, på samme måde som min gamle fysiklærer. Så falder jeg i trit, og på cirka 18 meter skyder jeg hende i ørehullet, altså hjernen, to gange. Skud nummer to sidder godt, hendes bagben folder, og hun falder, i slowmotion, på den modsatte side af hvor hun blev skudt, derefter et sikkerhedsskud i hjertet, og jagten er slut.
Det hele har taget få sekunder, flokken på toppen har intet opdaget, og vi trækker os tilbage og afventer deres exit. Det er en meget emotionel jagt. Et eftertragtet trofæ, et stort og smukt dyr, så der er en del tårer. Da vi endelig kan bevæge os frem imod hende, fascineres jeg meget af det ene store ravbrune øje, jeg kan se, med de lange øjenvipper. Hun er meget gammel og blev siden aldersbestemt til 68 år på baggrund af sit tandsæt. Jeg tænker på hendes lange liv, hendes mange kalve og jeg ærer hende, som æres bør.  
Jeg er glad for, at hun var så gammel, som hun viste sig at være, jeg er glad for, at jeg arbejdede hårdt for at opnå dette trofæ. Elefantjagt er noget ganske specielt.

Jagten blev arrangeret direkte via Charlton McCallum Safaris, Zimbabwe, en outfitter som i særdeleshed er anbefalelsesværdig. 

www.cmsafaris.com

01-03-2015 :
01-03-2015 :
21-05-2012 :
07-05-2012 :
03-05-2012 :
03-05-2012 :
21-10-2011 :
17-10-2011 :
21-03-2011 :
:
02-07-2014 :
12-09-2013 :
:
:
African Dreams | www.africandreams.dk | cell: +45 40 54 85 51 | mail: jytte@mejnertsen.dk
Design af Webtemplet | Umbraco CMS